En højmose er historisk opstået ved tilgroning af stillestående vand fra enten en smeltevandssø (dødishul) eller en afsnøret fjordarm. Højmosen opstår når rørsump gror til med tørvemosser (sphagnum-mosser), som har evnen til at opsuge og holde på regnvand.

Over tid aflejres et lukket tørvemoselag over vandfladen, som vokser i tykkelse og langsomt hæver mosen sig op over landskabet. På overflader af højmosen er et levende "flydelag" af tørvemosser, som kaldes for en hængesæk.

Det yderste lag af mosen ud mod omgivelserne, den såkaldte laggzone, er ofte fugtig og bevokset med træer.

I den oprindelige højmose får mosen kun tilført vand via nedbør, så den har sit eget vandspejl uafhængigt af grundvandsspejlet, som svinger op og ned alt efter mængden af nedbør og omfanget af fordampning. De naturtyper, som findes i højmosen, er alle næringsfattige, fordi de kun får tilført næringsstoffer via nedbøren.

Genopretning af højmoser forebygger klimaforandringer

Der er stor fokus på mosers evne til at afgive og ikke mindst binde CO₂ - moser er globalt betydningsfulde. Derfor har Nordisk Råd har udarbejdet denne film om emnet, som blev vist ved COP21 i Paris. En stor del af optagelserne er fra Tofte Mose i Lille Vildmose, hvor halvdelen af Danmarks højmoseareal ligger, og hvor nye områder under genopretning bidrager til CO₂-bindingen i verdens første klimaudpegede Ramsar-område.

Illustration efter moseplejebogen, Fredningsstyrelsen 1985.

Trusler mod højmoserne

Behovet for god landbrugsjord har medført, at mange moser er blevet opdyrket. Man har gravet kanaler og på den måde drænet højmoserne. Det øverste plantelag er blevet skrællet af, og ved at tilføre kalk til den blotlagte tørv har man fået en næringsrig landbrugsjord.

Dræning med efterfølgende opdyrkning, tørvegravning og næringsstoftilførsel er menneskelige indgreb, der har været med til at ødelægge højmoserne.

Udnyttelse af moserne ses tydeligt i Store Åmose, som udgør grænselandet mellem Sorø og Holbæk kommuner. Af det godt 2000 ha store mose-bassin er 75% i dag udnyttet til landbrug, skov o.lign. De tilbageværende 470 ha mose er fordelt på mindre områder med rester af højmose.

Der har været gravet tørv i de danske moser siden middelalderen, men udnyttelsen været særlig stor under første og anden verdenskrig. Under krigene er der blevet gravet tørv til private husholdninger, men der er særligt blevet udvundet tørv i Horreby Lyng til brændsel til sukkerfabrikkerne og i Store Åmosen til Carlsberg Bryggerierne.

Dræning af højmoserne

I forbindelse med tørvegravning og opdyrkning er der samtidig sket dræning af højmoserne ved at grave grøfter. Dræning bevirker, at tørven bliver iltet og derved formulder, så næringsstoffer frigives og giver grobund for at næringskrævende planter som birk og græssen blåtop kan etablere sig. Træer øger vandfordampningen fra mosen, som medvirker til mere nedbrydning af højmosen.

I det højmoserne er naturligt næringsfattige er det vigtigt at forhindre, at der bliver tilført næringsrigt drænvand ind i højmoserne. Næringsstoffer fra drænvandet vil ødelægge den unikke højmosevegetation. Alle højmoser er desuden påvirket af næringsstof nedfald fra atmosfæren, som i dag udgør en væsentlig påvirkning.

Miljøet i højmoserne

Højmoserne er klimaksstadier i lavmosens udvikling, som er opstået hvor de rette fysiske forhold var tilstede - det vil sige kølige somre i et kalk- og næringsfattigt miljø med megen nedbør.

Højmosen er langsomt - med ca.0,3 mm pr. år - vokset op over lavmosen, fordi arter af tørvemosser (Sphagnum) har kunnet etablere sig i de våde lavninger. Tørvemosser kan hæve vand op til 30 cm fra underlaget, og har derfor kunnet vokse op over terrænet i lavmosen.

Surt miljø

Højmosen modtager kun regnvand, så manglen på næringsstoffer og kalk medfører et surt og artsfattigt miljø. Bunden er næsten umulig at færdes i, fordi de tykke lag af levende og døde Sphagnum-planter er meget bløde og eftergivende. Omsætningen af dødt organisk materiale (dyr og planter) går i stå på grund af det sure, iltfattige miljø, mens uorganisk stof (især metal) nedbrydes. Det er grunden til de mange mosefund af mennesker med velbevaret tøj, hud og hår fra de danske højmoser.

Ændringer i vegetationen

Vegetationen i højmosen er tilpasset de næringsfattige og lysåbne forhold med meget vand. Men når mosen drænes, begynder nedbrydningen af det organiske materiale, som frigør nærringsstoffer og CO2 til atmosfæren. Det fører til, at andre plantearter såsom græsser og birk kan indvandre.

Tørvemosserne trives ikke med tørre, skyggede forhold, så miljøet ændrer sig med indvandringen af nye arter.