Fakta om højmoser

En højmose er historisk opstået ved tilgroning af stillestående vand fra enten en smeltevandsø (dødishul) eller en afsnøret fjordarm. Højmosen opstår når rørsump gror til med tørvemosser (sphagnum-mosser), som har evnen til at opsuge og holde på regnvand.

Over tid aflejres et lukket tørvemoselag over vandfladen, som vokser i tykkelse og langsomt hæver mosen sig op over landskabet. På overflader af højmosen er et levende "flydelag" af tørvemosser, som kaldes for en hængesæk.

Det yderste lag af mosen ud mod omgivelserne, den såkaldte laggzone, er ofte fugtig og bevokset med træer.

I den oprindelige højmose får mosen kun tilført vand via nedbør, så den har sit eget vandspejl uafhængigt af grundvandsspejlet, som svinger op og ned alt efter mængden af nedbør og omfanget af fordampning. De naturtyper, som findes i højmosen, er alle næringsfattige, fordi de kun får tilført næringsstoffer via nedbøren.

Genopretning af højmoser forebygger klimaforandringer

Der er stor fokus på mosers evne til at afgive og ikke mindst binde CO₂ - moser er globalt betydningsfulde. Derfor har Nordisk Råd har udarbejdet denne film om emnet, som blev vist ved COP21 i Paris. En stor del af optagelserne er fra Tofte Mose i Lille Vildmose, hvor halvdelen af Danmarks højmoseareal ligger, og hvor nye områder under genopretning bidrager til CO₂-bindingen i verdens første klimaudpegede Ramsar-område.

 

Illustration efter moseplejebogen, Fredningsstyrelsen 1985.

Illustration af højmose

Trusler mod højmoserne

Behovet for god landbrugsjord har medført, at mange moser er blevet opdyrket. Man har gravet kanaler og på den måde drænet højmoserne. Det øverste plantelag er blevet skrællet af, og ved at tilføre kalk til den blotlagte tørv har man fået en næringsrig landbrugsjord.

Dræning med efterfølgende opdyrkning, tørvegravning og næringsstoftilførsel er menneskelige indgreb, der har været med til at ødelægge højmoserne.

Udnyttelse af moserne ses tydeligt i Store Åmose, som udgør grænselandet mellem Sorø og Holbæk kommuner. Af det godt 2000 ha store mose-bassin er 75% i dag udnyttet til landbrug, skov o.lign. De tilbageværende 470 ha mose er fordelt på mindre områder med rester af højmose.

Der har været gravet tørv i de danske moser siden middelalderen, men udnyttelsen været særlig stor under første og anden verdenskrig. Under krigene er der blevet gravet tørv til private husholdninger, men der er særligt blevet udvundet tørv i Horreby Lyng til brændsel til sukkerfabrikkerne og i Store Åmosen til Carlsberg Bryggerierne.

Dræning af højmoserne

I forbindelse med tørvegravning og opdyrkning er der samtidig sket dræning af højmoserne ved at grave grøfter. Dræning bevirker, at tørven bliver iltet og derved formulder, så næringsstioffer frigives og giver grobund for at næringskrævende planter som birk og græssen blåtop kan etablere sig. Træer øger vandfordampningen fra mosen, som medvirker til mere nedbrygning af højmosen.

I det højmoserne er naturligt næringsfattige er det vigtigt at forhindre, at der bliver tilført næringsrigt drænvand ind i højmoserne. Næringsstoffer fra drænvandet vil ødelægge den unikke højmosevegetation. Alle højmoser er desuden påvirket af næringsstof nedfald fra atmosfæren, som idag udgør en væsenlig påvirkning.